«Hej, det er mig. Jeg har mistet mit nummer. Kan du lige sende mig koden, du får på sms?»

Sådan kan det starte. En besked fra en, der ligner en ven. Barnet vil gerne hjælpe. Og før man ved af det, hænger familien på en stor regning.

Telenor advarer nu mod netop den måde at svindle børn og unge på. Bare de seneste 14 dage har selskabet fået ti anmeldelser. Svindleren skriver typisk til barnet på sociale medier og udgiver sig for at være en ven eller bekendt, der skal have hjælp til at genåbne sit nummer. Nogle gange beder svindleren om en kode mere, fordi den første angiveligt er udløbet. [1]

Det er tilliden, der bliver udnyttet

Telenors sikkerhedschef, Per Olsen, kalder det en «kynisk» form for svindel, fordi den udnytter børns tillid til deres venner. [1]

Det er værd at stoppe op ved. Barnet gør ikke noget dumt. Det gør præcis det, vi gerne vil have, at børn gør: hjælper en kammerat.

Ask Hesby Holm, direktør i Digitalt Ansvar, siger, at problemet ikke kun handler om, at børn skal være mere opmærksomme. Det er alt for nemt at oprette falske profiler på nogle sociale medier, og de profiler bliver et redskab til alle mulige former for kriminalitet. Samtidig gør kunstig intelligens det sværere at gennemskue, hvem der skriver, fordi både sprog og stemmer kan efterlignes. [1]

Hvem er i den anden ende?

Når klassen skriver sammen, tænker vi voksne tit på tonen, tidspunktet og om nogen bliver holdt udenfor. Vi tænker sjældnere på, om det overhovedet er klassekammeraten, der skriver. På åbne platforme kan alle oprette en profil med et andet barns navn og billede.

Vi har tidligere skrevet om, hvorfor det betyder noget, hvilke digitale rum klassen mødes i. Svindlen med sms-koder er et meget konkret eksempel.

I HejChatten kan man ikke bare dukke op. Kun forældre med klassens invitationskode kan oprette deres barn, klassen kan ikke søges frem udefra, og alle nye medlemmer godkendes af en voksen. Det fjerner ikke alle risici. Men det gør det meget sværere at udgive sig for at være en fra klassen.

En regel, der er nem at huske

Ask Hesby Holm har et råd, der er let at tage med hjem: «Hvis der er nogen, der vil have noget fra dig, skal du tænke dig om en ekstra gang. Børn skal ikke sende noget til nogen eller give oplysninger videre, før de har talt med deres forældre.» [1]

Tre ting, I kan tale om ved aftensmaden:

1. En kode er som en nøgle til huset. Den giver man ikke væk, heller ikke til en ven.

2. Tjek ad en anden vej. Hvis en ven beder om hjælp, så ring til vennen, eller spørg i skolen næste dag.

3. Det er altid okay at spørge en voksen. Og det er aldrig pinligt at have sendt koden. Det vigtigste er, at I hører om det hurtigt.

Det sidste punkt betyder meget. Mange børn holder dårlige oplevelser for sig selv af frygt for et forbud. (Mere om det i Kan vi passe på vores børn uden at overvåge dem?) Har barnet sendt en kode, er det svindleren, der har gjort noget forkert. Ikke barnet.

Klassen kan tage det op sammen

Jesper Helbrandt, it-sikkerhedsekspert og direktør i Institut for Cyber Risk, kalder børn og unge en overset gruppe, når det gælder it-sikkerhed. [1] Forældremødet er et godt sted at starte. En fælles aftale som «vi beder aldrig hinanden om koder» er let at forstå, også for de yngste. Og den virker bedst, når alle i klassen har hørt den.

Så ved børnene, at en ven, der beder om en kode, nok ikke er en ven.