«Kan du ikke lige skrive noget, så hun ikke er sur mere?»

Chatbots er blevet en slags mellemmand i børns relationer. Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår under titlen «Mellem mig og chatbotten». Den bygger på spørgeskemasvar fra knap 2.700 børn i 6. og 9. klasse og gruppeinterviews med 122 børn. [1]

Hvad børnene fortæller

Hver tredje i 9. klasse (31 pct.), der bruger AI-chatbots, har brugt dem til at formulere beskeder til venner eller familie. Det kan være ordene, der skal dæmpe en konflikt med en klassekammerat. Eller et kreativt afslag til en familiefødselsdag. [1]

Lidt mere end hver fjerde (28 pct.) af dem, der bruger chatbots, synes, at de er troværdige, når de giver råd om venskaber, familie og kærlighed. Hver tredje pige og hver femte dreng, der har brugt en chatbot, har haft personlige samtaler med den. [1]

Men der er også noget opmuntrende i rapporten. Langt de fleste børn foretrækker stadig at få hjælp fra rigtige mennesker, når det handler om noget følsomt. Som Vera på 12 år siger: «AI kan jo ikke se, hvor ked af det, du er.» [1]

Ord, man selv har fundet

Julie Bek er psykolog i Børns Vilkår. Hun siger, at konflikter og svære samtaler er noget, man lærer at håndtere i mødet med mennesker, ikke med en chatbot. Når børn vænner sig til at få bud på formuleringer, kan de blive mindre sikre på deres egen dømmekraft. Hun sammenligner det med skønhedsfiltre: Ligesom filtrene kan få unge til at tvivle på deres udseende, kan chatbotten få dem til at tvivle på deres egne ord. [1]

Den sammenligning er værd at tygge lidt på.

En undskyldning, der er lidt klodset, er stadig en rigtig undskyldning. Måske endda en bedre. For modtageren kan mærke, at den kommer fra en, der har tænkt sig om. Og den, der skriver, lærer noget, som ingen kan lære for en: at finde ordene, sende dem og se, hvad der sker.

Vi vil ikke gøre teknologien til skurken. Vi forstår godt, hvorfor det er fristende at få hjælp. Det er svært at skrive, når man er bange for at gøre det værre.

Klassechatten som øvebane

Når klassen skriver sammen, øver børnene sig hele tiden. I at spørge, om man må være med. I at sige fra. I at skrive «undskyld, det var ikke sådan ment» efter en dum kommentar.

Nogle gange går det skævt. Det hører med. Det vigtige er, at der er voksne i baggrunden, som kan hjælpe. Ikke med at skrive beskeden for barnet, men med at snakke om, hvad barnet selv gerne vil sige.

I HejChatten kommer børnene aldrig i kontakt med en chatbot. De skriver kun med de andre i klassen. AI-moderationen arbejder i baggrunden og hjælper med at fange grimme beskeder, men den skriver aldrig med. Ordene skal børnene selv finde.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan vi voksne kan følge børnene et stykke af vejen i den digitale trafik. Det gælder også her.

Hvad synes I?

Vi er nysgerrige på, hvordan det ser ud i jeres familie.

Børns Vilkår vil have politikerne til at regulere chatbots og fjerne de designgreb, der lokker børn til at bruge dem på uhensigtsmæssige måder. De anbefaler blandt andet, at den kommende 15-årsgrænse også kommer til at gælde AI-chatbots som ChatGPT. [1] Det er en debat, der kommer til at fylde. (Vi har skrevet om 15-årsgrænsen, og hvad klassen kan gøre indtil da.)

Men vi behøver ikke vente på politikerne. Vi kan gøre noget helt jordnært derhjemme. Spørge: «Hvad har du lyst til at sige til hende?» Og lade barnet svare med egne ord.